At opføre en ny fabrik fra bunden kræver omfattende planlægning, effektiv projektstyring og dyb forståelse for produktionsprocesser
I denne case skal vores kunde etablere en helt ny fabrik, der skal producere en ny produktfamilie, de ikke har tidligere erfaring med.
De har brug for et fuldt fabrikslayout med alle produktionsprocesser og vareflows samt en business case med beregninger på forretningen inklusive investering og payback-tid.
Udfordring
Kunden har en meget stram tidsplan, da de skal præsentere en løsning tre måneder efter samarbejdets start.
Kunden ønsker at placere produktionen i Jylland og har høje krav til sikkerhed, som faciliteterne skal opfylde. Produktionen omfatter en bred vifte af teknologier, fra tunge stålindustrielle processer til bearbejdning, lakering, kemiske processer, ATEX-områder og kvalitetskontrol. Derfor kræver designet af den mest optimale fabrik omfattende viden om produktionsprocesser og avancerede teknologiske løsninger, samt ekspertise fra flere specialområder. Produktionen skal desuden kunne køre med en takttid på 60 sekunder og kunne tilpasses såvel 1, 2 eller 3 skift, afhængig af efterspørgslen.
Opgaven til kaastrup|andersens konsulenter er derfor at udarbejde et forslag for en greenfield-fabrik, som hele processen - fra bygninger, produktionsudstyr, organisering, budget og business case, medarbejderrekruttering til logistik og avancerede teknologiske løsninger.
"At opføre en fabrik fra bunden kræver dyb indsigt i både produktionsprocesser og projektledelse. I dette projekt fokuserer vi på at skabe en løsning, der opfylder kundens høje krav til teknologi og sikkerhed, samtidig med at vi optimerer produktionsflowet. Gennem tæt dialog og grundige analyser leverer vi et skalerbart og fremtidssikret fabriksdesign – og vi gør det inden for den stramme tidsplan."
Løsning
Vores løsning skabes gennem en struktureret proces:
- Produktanalyse: Her definerer og dokumenterer vi de nødvendige produkt- og produktionsteknologier og analyserer usikkerheder gennem omfattende research.
- Procesanalyse: Vi samarbejder med udstyrs- og procesleverandører for at verificere kritiske processer og sikre realistiske og praktiske løsninger.
- Kortlægning af produktions-flow: Vi benchmarker kundens ønskede produktions-flow mod førende danske produktionsvirksomheder.
- Supply Chain: Vi opbygger en effektiv forsyningskæde, herunder vareforsyning, lagerstyring, taktning og beregning af nødvendige robotter og energioptimering.
- Layout: Vi designer produktions-, lager- og administrationsbygninger for at understøtte det optimale flow. Udearealer planlægges med hensyn til adgangsforhold, sikkerhed og logistik. Bygninger, flow, lager og udeområde indrettes og udformes til fremtidig vækst og skalerbarhed.
Baseret på disse analyser udarbejder vi et samlet forslag til kunden med følgende indhold:
- Fuldt fabrikslayout med alle produktionsprocesser og vareflows.
- Forslag til placering af fabrikken, herunder pris på grundstykke og byggemodning.
- En bemandingsplan, der dækker alle faser fra opstart til fuld drift.
- En samlet business case med budget indeholdende både CAPEX og OPEX.
Løsningen kræver dyb indsigt og ekspertise fra flere specialområder. Derfor sammensætter vi et team af otte kolleger med komplementære kompetencer på tværs af niveauer, som tilsammen sikrer, at opgaven bliver løst optimalt.
Resultat:
Gennem tæt dialog og hyppige løbende opdateringer på styregruppemøderne sikrer vi, at kundens ønsker løbende følges og afstemmes i hele processen.
Vi leverer et komplet løsningsforslag, som indeholder:
- Detaljerede tegninger og beskrivelser af alle processer, flow, logistik, lagerbehov og bemandingsplaner.
- Forslag til leverandører af udstyr og bygninger samt udendørsarealer.
- En endelig bemandingsplan fra opstart til fuld drift.
- Forslag til placering og indkøb af grunden samt en plan for projektledelse frem til fuld produktionskapacitet.
- Business case og budget.
Forslaget leveres inden for den aftalte tidsramme, og kunden var klar til at præsentere projektet for deres egen kunde.
Vores kunde kvitterede projektet med en kundetilfredshed på 10/10.