Internet of Things i produktionen

Det i dag svært at komme udenom begreber som ‘Industrialisering 4.0’

Som produktionsvirksomhed er det i dag svært at komme udenom begreber som ‘Industrialisering 4.0’ og ‘Digitalisering i produktion’. Disse udtryk fylder mere og mere i hverdagen i moderne produktionsvirksomheder, men hvad dækker begreberne over? Og hvordan kan de anvendes i produktionsmiljøer i forskellige industrier?

Hvad betyder det i praksis?

Gennem tiden har vi haft mange revolutioner inden for industrien. Den nyeste af slagsen er ‘Industrialisering 4.0’. Læs mere her. Her er der tale om Internet of Things (IoT) i produktionen, hvor det er cyber fysiske systemer, der styrer produktionsprocessen. Dette vil for eksempel sige at produktet, der skal produceres, ’selv’ kan sende information om produktets tilstand og status til produktionsmaskiner og udstyr ved hjælp af sensorer. Vi skaber en situation, hvor produktionen kan decentraliseres, da systemet er mere eller mindre selvkørende og det, der skal menneskelig indgriben til at håndtere, kan styres fra en skærm.

Ved at gå i denne retning kan produktionsvirksomheder effektivisere deres processer og reducere ‘time to market’. En anden markant fordel er, at man kan bruge Internet of Things til at gøre arbejdet nemmere og mere sikkert for produktionsmedarbejdere. Et eksempel er Skoda, der har testet en ny arbejdshandske kaldet ”ProGlove” (se Skoda Logistics trials ‘smart glove’ at Mladá Boleslav).

Handsken har påmonteret en enhed med en indbygget scanner, der kan opsamle data og sikre, at medarbejderen samler de rigtige elementer op og følger den optimale proces i samlingen af produktet.  Et andet eksempel er robotarme, der spænder bolte og samtidig måler spændingsmomentet. De opsamlede data er grundlag for analyser til kvalitets- og effektiviseringsarbejde.

Hvor er vi på vej hen?

Med disse eksempler er det tydeligt, at vi allerede lever i den nye industri revolution. Spørgsmålet er blot, hvor den leder os hen? Der er utallige muligheder med Internet of Things, så for hver enkelt virksomhed handler det om at finde den rette balance: Hvor meget og hvor hurtigt skal man kaste sig ud i ’Industrialisering 4.0’, så man kan få en gevinstrealisering, der giver mening?

Ved at undersøge mulighederne for den industri man er i, og samtidig investere tid i at afdække og undersøge de nyeste trends inden for Internet of Things, har man taget det første skridt i den nye industris retning. Formålet er at kunne effektivisere produktionskonceptet og hele forsyningskæden for at nedbringe omkostningerne og dermed stadig være konkurrencedygtig i markedet.

Det gælder om at finde den rigtige strategi for sin virksomhed og få defineret trinvis, hvad der skal til for at følge med udviklingen. De første trin kan være digitalisering i produktionen. Her kan man bruge skærme i produktionen, der har et direkte link til virksomhedens ERP system for at optimere produktionsplanlægning og eksekvering. Som eksempel på digitalisering i vindmølleindustrien kan nævnes samarbejdet mellem Apple og Siemens, hvor servicemontører nu bruger iPads til deres serviceopgaver ude i vindmøller i stedet for papirnotater (se Life on iPad – Balancing work at new heights).

Et andet eksempel er Grundfos, der ved at benytte tele beam robotter kan minimere rejseomkostninger for deres medarbejdere. Robotten giver mulighed for at være ’til stede’ i for eksempel et produktionsområde eller et møde.

Ved gradvist at implementere digitaliseringsinitiativer og cyber fysiske systemer kommer man tættere og tættere på det at have en ‘smart fabrik’.  Og når sensorer, dataopsamling, maskiner, processer og mennesker begynder at arbejde sammen og skaber merværdi, praktiserer man ‘Internet of Things’. Er man ovenikøbet en foregangsvirksomhed på området inden for sin industri, kan man bruge sin knowhow i forhold til andre virksomheder – både konkurrenter, leverandører og kunder – som en konkurrenceparameter.

Hvilke sten på vejen skal vi flytte?

For at lykkes med Internet of Things i produktionsvirksomheder er det essentielt, at man tør satse og prøve nogle ting af. Der er mange muligheder for nye initiativer og ofte vil man være den første til at forsøge sig med specifikke tiltag og har dermed ikke mulighed for at søge erfaringer fra og måle sig i forhold til andre virksomheder i markedet. Man kan også risikere, at gevinstrealiseringen først kommer langt ud i fremtiden. Her er det vigtigt at arbejde med digitalisering og IoT som et strategisk projekt, hvilket blandt andet gøres på nationalt plan i Tyskland med det regeringsstyrede projekt ‘INDUSTRIE 4.0 (se INDUSTRIE 4.0 – Smart Manufacturing for the Future).’

Som i så mange andre initiativer er forandringsledelse en vigtig faktor. Man bliver nødt til at være opmærksom på, at implementeringer af ny teknologi vil være en kæmpe forandring for alle i virksomheden. Vejen til den ‘smarte fabrik’ skal kortlægges og formidles. Det er nødvendigt, at alle forstår, hvorfor det er vigtigt at arbejde i den retning, og hvor essentielt det er for at overleve i fremtiden. Her er det vigtigt, at medarbejderne involveres i hele processen, og at man som virksomhed alle sammen bliver en del af at opbygge ‘fremtidens smarte fabrik’. Tag et kig på vores artikel om ’Forandringsledelse’, hvis du vil have inspiration til at få hul på opgaven.

Vil du vide mere?

Lars Glowienka

CSO
+45 70 27 77 19
Kontakt mig