PrintEnglish

• Forside
• Projektledelse med succes
• Kunder
• Brancher
• Bane 17
• Om os
• Inspiration

• Nr. 8
• Nr. 7
• Nr. 6
• Nr. 5
• Nr. 4
• Nr. 3
• Nr. 2
• Nr. 1

Læger uden Grænser: Projektledelse mellem liv og død

Hvordan leder man et projekt eller en koordinationsindsats effektivt og skaber fremdrift, når ressourcerne er beskedne og opgaven eskalerer? Det ved Birthe Roelsgaard som udsendt for Læger uden Grænser.

Projektkoordinator Birthe Roelsgaard stiger af flyet i Malawis koleraplagede hovedstad, Lilongwe. Med sig i bagagen har hun Læger uden Grænsers prognoser og statistiske materiale, der beskriver, hvor mange mennesker der vil blive ramt af den galopperende epidemi og dø, hvis de internationale nødhjælpsorganisationer ikke efterkommer regeringen i Malawis anmodning om hjælp.
Indenfor et par timer har Birthe Roelsgaard stillet tasken i det hus, hvor hun skal bo i de kommende uger, været til briefing i Sundhedsministeriet og mødt sin nærmeste samarbejdspartner, den lokale distrikstslæge.
Sammen har de udvalgt et sted, hvor de vil etablere et koleracenter, fundet ud af, hvad de har af udstyr og hvad de mangler for at kunne behandle de patienter, der begynder at strømme ind den følgende dag, ringet tilbage til sundhedsministeren og bedt ham sende fem lokale sygeplejersker, og rundet dagen af med at pakke sin taske ud, før det kan blive til nogle timers søvn.
Der er langt hjem til thoraxkirurgisk afdeling T3 på Århus Universitetshospital i Skejby, hvor Birthe Roelsgaard til daglig er afdelingssygeplejerske. Men hun har et trumfkort i ærmet, der virker alle de steder, hun sætter sygeplejerskenålen i verdenskortet.

Opgavebeskrivelsen
Opgaven går i al sin uoverskuelighed ud på at støtte de lokale myndigheder i at få analyseret omfanget af epidemien, behand-let patienterne og skabt en langsigtet struktur, som de lokale hjælpearbejdere kan videreføre, når Læger uden Grænser krydser en ny.
Gennem årene har Birthe Roelsgaard været i Niger, to gange i Angola, Etiopien, Malawi og Liberia med Læger uden Grænser.
“Uanset hvor jeg befinder mig som sygeplejerske, går mit arbejde ud på at observere, registrere og handle. Og mine arbejdsredskaber er også de samme; nemlig mine hænder, min hjerne og mit hjerte, ” konstaterer Birthe Roelsgaard og tilføjer:
“Men det er helt klart en praktisk foranstaltning, at vi herhjemme har adgang til rent vand, iltudtag i væggen, senge til patienterne og så videre.”

“Men det er helt klart en praktisk foranstaltning,
at vi herhjemme har adgang til rent vand, iltudtag i
væggen, senge til patienterne og så videre.”

Processen
Til trods for at de steder Læger uden Græn-ser opererer, normalt vil blive betragtet som primitive samfund, er der et ekstremt effektivt og hurtigt flow i arbejdet. Det er der også nødt til at være, for patienterne kan ikke vente meget længere. En klinik er som regel etableret og operationel i løbet af en dags tid, også selv om den somme tider består af en teltlejr på en forhenværende bar mark, hvor der hverken er mobildækning eller internet. Det sidste ser Birthe Roelsgaard dog som en fordel.
“Vi har jo altid en satellittelefon, hvis vi skal i kontakt med omverdenen, men det giver faktisk større arbejdsro, hvis der ikke er mobildækning og internet. Herhjemme downloader vi hele tiden fra hinanden i stedet for selv at finde en løsning. Når jeg er af sted, er jeg min egen riskmanager, og 100% fokuseret på at tage affære, når der opstår udfordringer.


Udfordringerne
Og det gør der altid.
“I Malawi stødte vi meget hurtigt på grundvandet, da vi gravede huller til at skaffe os af med patienternes afføring. Kolerainficeret afføring og grundvand er en dårlig cocktail, men i løbet af et par dage lykkedes det os at få etableret en slags septiktanke af betonrør, delvist nedgravede, og delvist over jorden,” fortæller Birthe Roelsgaard. Men der er også historien om de nyfødte tvillinger, hvis mor døde under fødslen, uden at Birthe Roelsgaard havde nogen neo-natal afdeling at henvise dem til, endsige modermælkserstatning til ret mange dage. Så hvad gør man? Beder manden om at skaffe en amme hjemme i landsbyen, naturligvis! Eller historien om hjulophænget på trucken, der faldt ned, men blev sat på plads med en nylonrem.
“Den sværeste arbejdsopgave er såkaldt triage. Det prøvede jeg i Etiopien i 2008, hvor man fandt geografiske lommer med udtalt mange underernærede børn. Da jeg kom til modtagecentret, sad de i lange rækker på jorden og ventede på mig. Jeg gik op mellem rækkerne og plukkede dem ud, som akut skulle sendes til intensiv behandling i den nærmeste by. Det var kategori 1-tilfældene. Kategori 2 var dem, vi ville forsøge at behandle lokalt, og den sidste kategori var dem, der endnu ikke var underernærede nok til at modtage hjælp. Dem sendte jeg hjem igen. Heldigvis havde vi så relativt mange ressourcer, at jeg ikke var nødt til at lave en kategori 0: Dem, jeg vurderede, vi ikke kunne nå at hjælpe. Alle fik en chance,” mindes Birthe Roelsgaard.

“...Jeg er også blevet ekstremt omstillingsparat,
og det giver jeg videre til mit faste personale...”

Kompetencerne
Birthe Roelsgaard mener selv, hun tager arbejdsmetoder og kompetencer med sig begge veje. Fra Universitetshospitalet er hun vant til at arbejde strategisk med forskningsbaseret sygepleje, mens strategien i Malawi går ud på at få behandlet et maksimum af personer og minimeret smittespredningen.
Men Birthe Roelsgaard ser også en udsendelse for Læger uden Grænser som en form for lederudvikling på flere fronter.
“Mit personale herhjemme siger, jeg er blevet en bedre leder. Jeg er mere tilstede i det, jeg gør, og mere fokuseret på opgaven. Jeg er også blevet ekstremt omstillingsparat, og det giver jeg videre til mit faste personale og dem, jeg er med til at uddanne. Endelig vil jeg pege på, at jeg ikke validerer, før jeg har set resultatet: Et forslag er ikke et godt eller et dårligt forslag før det er ført ud i livet,” funderer Birthe Roelsgaard.
Og før en udsendelse har Birthe Roelsgaard altid spottet et ungt ledertalent i sin personalegruppe på 35, der får lov at prøve kræfter med rollen som afdelingssygeplejerske, mens hun selv er væk.

Om Læger uden Grænser: Læger uden Grænser er en privat, international, humanitær organisation, der yder medicinsk nødhjælp til ofre for konflikter og katastrofer i hele verden. Organisationen, der blev grundlagt i 1971, er også kendt under sit franske navn, Médecins Sans Frontières. Læger uden Grænser yder nødhjælp til de befolkningsgrupper, som er mest udsatte i forbindelse med naturkatastrofer, krige, konflikter, epidemier, sygdomme, hungersnød og fattigdom. Hjælpen gives efter behov uagtet race, køn, religion og politisk overbevisning. For ikke at være afhængige af politiske dagsordner har MSF et princip om at minimum halvdelen af midlerne skal komme fra private donationer – enten virksomheder eller privatpersoner. Jesper H.L. Jørgensen, formand for Læger uden Grænser i Danmark

Evalueringen
Selv om et katastrofeområde kan synes kaotisk, er der alligevel en form for kvalitetssikring af plejen. For Læger uden Grænser opretter journal på hver eneste behandlet patient, og på den måde kan de for eksempel dokumentere, at 90% af de behandlede børn i ernæringsprojekter som det, Birthe Roelsgaard ledede i Etiopien, overlever. Ude på missionen kan Birthe Roelsgaard også dag for dag følge med i tallenes udvikling, og sammenligne med de triste prognoser, hun havde med sig som læsestof i flyet til Afrika.
“Når jeg sidder i flyet på vej hjem igen, tænker jeg aldrig på, om det har kunnet betale sig, om det hele var umagen værd. I mit hjerte er det hele missionen værd for bare at have reddet ét liv. Der er altid én, der dukker op i mine tanker, og minder mig om, hvorfor jeg gør det her. Når du har set taknemmeligheden i den andens øjne, kommer drivkraften helt naturligt,” siger Birthe Roelsgaard.



Trumfkortet
Men hvordan kan det lade sig gøre at løse så kaotisk en opgave og være så effektiv i et land, hvor sundhedssektoren er så tilbagestående i sammenligning med vores? Hvordan kan målet nås, når rammerne - og meget andet - flyder, og patienterne myldrer ind, før klinikken er etableret?
“Det gælder om at hoppe med på flowet, og give tingene lov til at ske hurtigt. Men med tiden har jeg opdaget en essentiel forudsætning for at ting kan lykkes: Relationen mellem dem, der arbejder sammen! Det er en forudsætning, at man ser dem, man samarbejder med, og anerkender dem og deres folk. Respekterer dem som mennesker uden at kloge sig. Jeg er jo bare et middel, de får stillet til rådighed, for at de kan nå deres mål,” slutter Birthe Roelsgaard.

Største trussel frem mod 2020: Ligegyldighed. Største mulighed frem mod 2020: At genopdage, at mennesker er afhængige af hinanden. Birthe Roelsgaard, projektkoordinator, MSF